Din Stemme er din uafhængige stemme i Lolland Kommune, hvor vi arbejder for lokale værdier og borgernes interesser. Bliv en del af bevægelsen og gør din stemme hørt!

Som udgangspunkt mener DIN STEMME at alle, der kan bestride et arbejde, skal være i beskæftigelse og bidrage til den fælles samfundshusholdning. Modsat for år tilbage er der nu og i fremtiden jobs til alle. Den tilgængelige arbejdsstyrke svinder ind pga. Lollands demografi med mange ældre og få unge. Et forhold, som kun vil blive mere og mere udtalt over de kommende år set i lyset af det lave fødselstal. Det vil blive svært for virksomhederne at rekruttere den fornødne arbejdskraft-uanset branche. Men især håndværksfagene vil komme i knibe, da der i den seneste generation er uddannet alt for få. Forhåbentlig vil den kommende gymnasiereform kunne råde nogen bod på dette, og igen gøre det anerkendt at vælge en praktisk uddannelse.
Derfor er det bydende nødvendigt at kunne aktivere så mange som muligt af den gruppe, der befinder sig på midlertidige ydelser som kontant-og uddannelseshjælp, og som ikke umiddelbart har en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det skal gøres ved ”rigtigt” arbejde i virksomhederne, og ikke ved formålsløse aktiveringsprojekter. DIN STEMME har intet imod, at der udbetales et løntilskud til virksomheden i en periode, indtil den ansatte kan tjene sin egen løn.
Der skal gives gunstige vilkår for efteruddannelse og opkvalificering, så den sparsomme arbejdskraft passer til netop det område, hvor den efterspørges.
Men der findes mennesker, der af forskellige årsager ikke er i stand til at bestride et fuldtidsarbejde. Her skal flexjobs og andre deltids arbejdsmåder stadig være en mulighed. Men er arbejdsevnen så begrænset- eller helt fraværende-at der ikke er udsigt til en tilknytning til arbejdsmarkedet er det rimeligt at tilkende en varig ydelse i form af en pension. Det giver ikke mening eller udbytte for hverken borgeren eller samfundet at fortsætte med endeløse arbejdsprøvninger og aktiveringer, hvis alle parter inderst inde ved, at det er formålsløst.
Ingen ved på nuværende tidspunkt, hvordan den kommunale involvering i arbejdsmarkedet kommer til at se ud i fremtiden, og hvilke opgaver der bliver kommunale. Det forventes først afklaret i løbet af 2025.
Men et er sikkert: Arbejdsstyrken vil i mange år frem være støt faldende og vores virksomheder og samfundsøkonomi vil i stigende grad være afhængig af udenlandsk arbejdskraft. Det vil dog kræve en mere fordomsfri udlændingelovgivning, og at der fra visse partier og organisationer bliver slugt nogle kameler.
Grundlæggende er danskkundskaber-eller i hvert fald viljen til at lære sproget-en forudsætning for de fleste jobs. Til gengæld ønsker DIN STEMME, at man i højere grad forholder sig til og afprøver et menneskes faktiske kvalifikationer indenfor et fag, i stedet for kun at forholde sig til et uddannelsesbevis fra et fremmed land.
Og arbejdsgiverne må lære, at kvalifikationerne ikke afhænger af om navnet klinger dansk eller udenlandsk.
Ikke symbol politik
Din Stemme erkender, at grøn omstilling er en nødvendighed for at begrænse klimabelastende energiproduktion. Vi støtter derfor op omkring en udbygning vedvarende energi på Lolland. Men denne udbygning må ikke ske for enhver pris. Det giver ikke mening at opsætte flere grønne energi anlæg hvis ikke der er behov for mere energi. Altså en afmålt balance mellem behov og midler på et oplyst grundlag.
Målet er også et spørgsmål om forsyningssikkerhed.
Grøn omstilling bør være med forsyningssikkerhed for øje. Vores samfund bliver i større og større grad afhængig af, at vi kan stole på vores energiforsyning og har den til rådighed. Derfor bør energikilder spredes på flere teknologier. Sol og vind spiller naturligt en stor rolle i vor tid, men er ikke nødvendigvis eneste muligheder for stabil grøn energi. Det kan kun gå for langsomt med at ændre lovgivningen i Danmark, så man kan komme i gang med at forske og udvikle yderligere på moderne A kraft teknologi. En nødvendig proces hvis verden skal elektrificeres og gøres uafhængig af de kendte fossile brændsler. Det er desuden vigtigt den fysiske infrastruktur er til rådighed og udbygges i takt med at behovet udvikler sig. Elnettet skal kunne klare en øget kapacitet, som opstår ved øget produktion af el, mulighed for opladning og omlægning af produktionsmetoder som led i den grønne omstilling.
Placering af vedvarende energianlæg.
Energianlæg skal placeres så de giver færrest mulige gener for færrest mulige borgere. Når man bliver berørt, skal man kompenseres. Det ligger os på sinde at borgerne på Lolland får en ordentlig kompensation for deres værditab og mistede herlighedsværdier. Grønne puljemidler skal gå til borgerne og ikke finansiere kommunale projekter. Danmarks bedste landbrugsjord skal ikke udtages til solcelleparker. Solceller skal placeres i forbindelse med andre industrianlæg, på tagene og ved parkeringsanlæg og lignende større bygningsflader. Vindmøllerne skal placeres på havet.
Gevinsten skal kunne mærkes på Lolland.
Når energi bliver produceret på Lolland og solgt videre, skal energiselskaberne og projektejerne svare os vores del.
Ingen opstilling af vedvarende energianlæg på Lolland uden gevinst for det lollandske samfund
Erhvervslivet i bred forstand er grundlaget for kommunens indtjening. DIN STEMME ønsker, at det skal være nemt at drive erhverv i Lolland Kommune, uanset hvilken kategori, det handler om.
Virksomhedernes kontakt med den kommunale sagsbehandling skal altid være serviceminded mht. sagsbehandling, tilsyn mm. Det må ikke tage flere måneder at få behandlet en byggesag. Det er ikke alt, der kan klares digitalt. Ofte kan et hurtigt møde mellem sagsbehandler og virksomhed fremme ekspeditionen.
Lolland har med jord og klima naturlige forudsætninger for landbrugsdrift. Det skal vi også have fremover.
Turisme tegner til at blive et stort erhverv fremover. Vores natur og lange kystlinje er attraktivt for mange og tiltrækker flere og flere europæiske besøgende. Der er et stort behov for at forøge mulighederne for overnatning i Lolland Kommune med hoteldrift og sommerhuse.
Din Stemme vil være meget opmærksom på, at en udbygning af turisme erhvervet sker med respekt for naturen og lokalbefolkningen.
Vores byers handelsliv er blevet et smertensbarn, der kræver politisk opmærksomhed. Nedgangen for detailhandlen har flere årsager. De væsentligste er nethandel og generationsskifte.
Vi skal politisk støtte de aktive handelsstandsforeninger, som kæmper for at holde butiksgaderne i live. Din Stemme er tilhænger af at foreningerne bevilges et fast årligt beløb i kommunal støtte, så de ved, hvad de har at arbejde med, og ikke skal hoppe fra tue til tue med ansøgninger.
Vi skal i lokalplanerne ikke give tilladelse til dagligvarehandel i de såkaldte aflastningscentre langt uden for bymidten.
Der er i de senere år talt rigtig meget om-og gjort mange tiltag for at tiltrække nye virksomheder med nye arbejdspladser til Lolland Kommune.
Det er fint nok. Men DIN STEMME mener, at vi i højere grad også bør hjælpe og anerkende det erhvervsliv-stort eller småt- der allerede findes.
Det er altså den lollandske håndværksmester, fabriksejer, landmand, butiksindehaver og alle de andre der er det solide fundament i det lollandske samfund.
Din Stemme mener, at kultur-og fritidslivet er hjertet i et levende samfund. Det er her vi mødes og dannes som mennesker-på tværs af køn, alder og profession.
Kultur- og fritidslivet bæres for størstedelen af de mange frivillige i foreningerne, og de skal støttes og anerkendes for deres indsats.
Men vi vil gerne ekstraordinært honorere de foreninger, der gør en ekstra indsats og tager socialt ansvar for fysisk og psykisk sårbare borgere.
Dannelsen gennem kulturoplevelser og fællesskab skal starte i en tidlig alder. Derfor støtter Din Stemme et tiltag som dannelsesrygsækken, hvor børn og unge får mulighed for at opleve teater, musik, kunst og historie uden hensyn til økonomisk formåen.
Vi skal have en eventpulje, der gør det nemmere for foreninger og ildsjæle at introducere nye arrangementer og aktiviteter.
Kultur og fritidsliv er ikke bare underholdning. Museumstilbuddet er en kilde til lokal identitet og forståelse for nutiden gennem kendskab til fortiden. Din Stemme vil arbejde for at gøre vores kulturarv mere tilgængelig for alle.
Foreninger og kulturinstitutioner kan have nok så mange gode tilbud, men de er kun noget værd, hvis befolkningen ved, at de findes. Derfor ønsker Din Stemme alle tilbud, der findes, samlet på en let tilgængelig platform, så det er tydeligt.
Hvordan kan landdistrikterne udvikle sig, så både de små og store landsbyer bliver attraktive at bosætte sig i.
Det er DIN STEMMES vision, at landsbyerne er levende og eftertragtede bo miljøer. Livskvaliteten er høj og sammenholdet stærkt med aktiviteter og fysiske mødesteder. Der skal ligeledes være gode offentlige transportmuligheder til f.eks. skoler og fritidsaktiviteter.
Hvis en facilitet f.eks. en hal eller skole lukkes, skal det følges af en beslutning om håndteringen af transportmuligheder til et lignende tilbud.
Kommunen har fokus på at inddrage borgerne i udvikling af kommunens små og store landsbyer.
Inddragelse og opbygning af kapacitet er et middel til samskabelse mellem f.eks. landsbylaug, landsbyforum, forvaltning og politikere.
Gevinsten ved samskabelse:
Styrker demokratiet
Give større effektivitet
Skaber samarbejdsdrevne innovation
Hvordan kan man så organisere sig for at sikre, at der skabes vækst og udvikling i landdistrikterne.
Der etableres Landsbylaug, Landsbyforum, som mødes 4 gange om året med forvaltning og politikere.
Der etableres ligeledes et sekretariat for landdistrikterne, som servicerer Landsbylaugene, Landsbyforumet og forvaltningen.
Vil man udvikle og forandre, er det vigtigt at møde folk der, hvor de er.
Langt det meste af jorden i Lolland kommune er produktiv, det gælder både mark og skov. Det finder vi i DIN STEMME helt naturligt. Vi har på Lolland- Falster Danmarks bedste jord, og DIN STEMME ønsker at fastholde en stærk land- og skovbrugs produktion. Vi må dog erkende, at mange års jagt på effektivitet og høje udbytter betyder tab af biodiversitet. Plante og dyrelivet bliver presset, og landbruget bliver som den største arealforvalter i Lolland kommune nødt til i højere grad at være sit ansvar bevidst. Markskel og små biotoper bør fremover bevares ved sammenlægning af landbrug.
Den grønne trepart som lige er vedtaget skal implementeres i samarbejde mellem land og skovbrug, grønne organisationer, stat og kommune. Det betyder at Lolland kommune vil få stor indflydelse på udpegningen af de arealer i Lolland kommune, der i fremtiden skal være mindre produktive. DIN STEMME ønsker at denne proces bliver i samspil og
samarbejde med land og skovbrug i Lolland kommune.
Det er på nuværende tidspunkt umuligt at forudse, hvor meget grøn trepart vil forandre landskabet i Lolland kommune, men helt sikkert er det, at det vil betyde mere skov og flere naturarealer. DIN STEMME mener derfor ikke at Lolland kommune skal planlægge nye tiltag, før omfanget af grøn trepart kendes.
Når vi holder fri og ferie betyder oplevelser i naturen meget for flere og flere mennesker. Her har vores smukke og rene badestrande og dejlige sommerhusområder i mange år givet mange mennesker gode oplevelser. Men vi er DIN STEMME åbne for, at der i naturområder gives øget adgang til at opleve denne natur på nært hold. Der er stort behov for shelterpladser og simpel camping, så man kan overnatte i naturen.
Men mantraet for DIN STEMMEs natursyn vil altid være balancen mellem benyttelse og beskyttelse.
En psykiatrisk diagnose er ikke identitetsbeskrivende, men er desværre for rigtig mange et livsvilkår, som den ramte må leve med.
Hvis man kigger på et overblik over omfanget af psykisk sygdom i Danmark, viser det sig, at ca. hver tiende dansker har en psykisk sygdom, svarende til ca. 580.000 danskere og ca. hver tredje dansker får en psykiatrisk diagnose på et tidspunkt i livet.
Årsagerne til psykisk sygdom er mange, - biologiske, sociale og psykologiske. Mennesker reagerer forskelligt på belastninger, modstand eller stress, og alligevel er der en udbredt tendens til manglende forståelse og en opfattelse af, at ”man kan, hvis man vil”.
Men ligesom man ikke kan bede Quasimodo i Klokkeren fra Notre Dame om at rette ryggen, så kan man heller ikke bede et menneske med en psykisk sygdom om ”at tage sig sammen”.
Som samfund er vi forpligtet på at støtte, understøtte og hjælpe i videst muligt omfang, så de mennesker, som af forskellige årsager rammes af psykisk sygdom, hjælpes bedst muligt igennem en svær periode. Det skal være muligt at få hurtig hjælp, at få den rette støtte og vejledning og få ro til at komme sig.
Mange oplever at blive både misforstået og miskrediteret, og blive mødt af et system, hvor der bliver tænkt mere i kroner og øre, end i en egentlig hjælp.
Hvis man, oven i en psykisk lidelse, samtidig bliver ramt på økonomi, social genkendelighed og manglende forståelse og accept, risikerer men, at sygdommen accentueres og at tilværelsen bliver uudholdelig på nærmest alle parametre.
I Din Stemme mener vi, at det kan gøres bedre. Der skal være plads til at kunne komme sig over tid og der skal levnes mulighed for at ”stemple ud”, når livet gør allermest ondt.
Du, jeg, alle kan vi blive ramt, og langt de fleste af os kender til nogen, som allerede er ramt.
Så lad os hjælpe hinanden og os selv med at skabe ordentlige vilkår.
Hvem ved – næste gang rammer det måske dig, din nære familie eller din bedste ven. Til gengæld ved vi alle, at skulle vi være så uheldige at blive kørt over af livet, så ønsker vi alle, at der er hjælp at få.
Derfor er Din Stemme det rigtige valg for dig.
Spørgsmålene kan være mange for en forælder i Lolland kommune. Vi ønsker alle det bedst mulige skoletilbud for vores børn, hvor de efter ca. 10 års skolegang er klar til det videre liv, med en solid påklædning både fagligt og socialt.
Nogle skal ud at snuse til et håndværkerfag, andre på en ungdomsuddannelse og nogle noget helt tredje. Som voksne er vores ansvar det samme for ALLE eleverne. Vi skal sørge for at de er klar, hvad enten de vælger den ene, anden eller tredje vej.
De tal vi så i 2023, hvor 34% af vores elever i 9. klasse, ikke bestod dansk og matematik er derfor skræmmende læsning som borger og forælder i Lolland kommune. Det er ganske enkelt ikke godt nok! Det kan selvfølgelig ikke ændres med et fingerknips. Beslutningstagerne har dog nogle redskaber i værktøjskassen, som kan bruges til at skabe rammerne for attraktive skoler, for forældre og børn i vores kommune.
I DIN STEMME ser vi meget positivt på den nye juniormesterlære ordning, da det kan motivere og styrke elever som har et mere praktisk fokus end hvad den nuværende folkeskole kan tilbyde, samtidighed med at det kan give et større medejerskab over det lokalsamfund man er en del af.
Der skal i Lolland kommune være en holdbar skolestruktur, hvor forældre og elever ikke skal gå og frygte at deres skole lukkes.
Den demografiske udvikling i kommunen tilsiger ikke at der er et børnetal, som gør det muligt at have en folkeskole i hver landsby. DIN STEMME mener dog at vi at skal have en fornuftsbaseret dialog om hvilken slags skole vi vil tilbyde vores børn. Hvis vi ser ind i en fremtid hvor der kun er skoler i Nakskov og Maribo, frygter vi at meget af det gode landsbyliv, som Lolland har at byde på, kan gå tabt.
Vi ønsker at undersøge muligheden for at oprette landsbyordninger i de mindre byer med årgange op til 4. eller evt. 6. klasse, som har et tæt samarbejde med daginstitutionerne, så deres berettigelses kan sikres.
Lolland er en geografisk stor kommune, som er fyldt med små engagerede landsbysamfund, der ønsker at deltage aktivt i deres børns skoleliv. Desværre har vi siden kommunesammenlægningen oplevet flere og flere landsbyområder, der bliver ramt af skole og institutions lukninger. En lukning af en skole er et kæmpe slag for en landsby, da det er et vigtigt trækplaster for eventuelle tilflyttere. Samtidig er den ofte også samlingspunkt for mange forskellige lokale foreninger, som pludselig kan stå uden lokaler. Her skal kommunen stå klar som et sikkerhedsnet, for at sikre at vores fantastiske små byer ikke ender som spøgelsesbyer, hvor husene blot står og venter på at blive revet ned.
I den igangværende valgperiode har både Holeby og Horslunde oplevet at blive ramt af dette hårde slag. Men samtidig med et ønske om og forsøg på, at undersøge muligheden for en friskole. Det vidner om den vilje og det engagement som findes ude i landsbyerne og på øerne. Det skal påskønnes og honoreres!
Kommunen skal i højere grad stå til rådighed med vejledning og evt. økonomisk støtte til private arbejdsgrupper, der forsøger at oprette private pasnings- og skoletilbud i landsbyområderne.
Stormarkskolen og Byskolen i Nakskov skal ikke samles som én stor skole.
Der skal undersøges muligheder for at oprette landsbyordninger i de mindre byer med årgange op til 4. eller evt. 6. klasse, som har et tæt samarbejde med daginstitutionerne, så deres berettigelses kan sikres.
Specialskolen
Børnene, forældrene og lærerne på specialskolen står overfor en flytning til en ny matrikel, og det er vigtigt for os, at familierne bliver inddraget, så overgangen bliver så tryg som muligt. Vi ser gode muligheder i den nye placering, som kan skabe bedre rammer for både trivsel og læring. For os i Din Stemme er det afgørende, at pengene bruges på det faglige og pædagogiske indhold – ikke på dyre transportløsninger, hvor børnene bliver kørt på kryds og tværs af Lolland. Vi ønsker at sikre, at ressourcerne kommer børnene og undervisningen mest muligt til gavn.
I Din Stemme mener vi, at sundhedsreformen skal være et fælles anliggende for hele byrådet i Lolland Kommune.
Reformen vil få vidtrækkende konsekvenser for borgerne og kræver, at kommunen er grundigt forberedt – både økonomisk og organisatorisk. Sundhedsområdet skal være et fyrtårn for kommunens arbejde de kommende år.
1. Flytning af akutpladser og sygepleje
Sundhedsreformen betyder, at op mod 70% af de kommunale akut- og midlertidige pladser flyttes fra Lolland Kommune til Region Sjælland, under det nye Sundhedsråd Øst. Samtidig flyttes den kommunale akutsygepleje til regionen.
Din Stemme mener, at det er afgørende, at borgerne fortsat har adgang til kvalificeret og hurtig hjælp lokalt. Kommunen skal derfor tage aktivt ansvar for at sikre, at overgangen bliver tryg, og at borgerne ikke oplever forringelser i akutte sundhedstilbud.
2. Patientrettet forebyggelse
Den patientrettede forebyggelse er en central del af et sundt lokalsamfund. Lolland Kommune har i dag en velfungerende model, hvor borgerne kan benytte lokale forebyggelsestilbud tæt på deres hjem.
Din Stemme ønsker at bevare og styrke denne model. Vi mener, at forebyggelse skal foregå dér, hvor borgerne er – ikke langt væk fra lokalmiljøet. Flyttes tilbuddene ud af kommunen, risikerer vi lavere deltagelse og tab af de positive sundhedseffekter, som i dag kommer mange til gode.
3. Lægedækning
Lægedækningen på Lolland er en af kommunens største sundhedsudfordringer. Mange borgere oplever mangel på faste læger og må benytte udbudsklinikker, hvor de møder skiftende læger.
Din Stemme arbejder for en stabil og bæredygtig lægedækning i hele kommunen. Vi vil presse på for bedre rekruttering af praktiserende læger, flere faste lægeklinikker og styrkelse af samarbejdet med regionen, så borgerne får kontinuitet og tryghed i deres sundhedsforløb.
4. Økonomiske konsekvenser
Sundhedsreformen kan få betydelige økonomiske konsekvenser for kommunen. Din Stemme mener, at Lolland Kommune skal handle proaktivt for at beskytte de lokale midler.
Hvis vi ikke agerer rettidigt, risikerer vi at miste store summer, som i stedet bør blive i kommunekassen og investeres i lokale sundhedstilbud, der direkte gavner borgerne.
5. Byrådets ansvar
Din Stemme ser det som et fælles ansvar for hele byrådet at være forberedt på sundhedsreformens konsekvenser. Byrådet skal arbejde på tværs af udvalg, sikre gennemsigtighed og informere både borgere og ansatte om de ændringer, der kommer.
Vi tror på, at Lolland Kommune bedst kan møde reformen med et samlet byråd og en fælles strategi, der sætter borgernes sundhed og tryghed først.
Din Stemme har siddet for bordenden med formandsposten i denne valgperiode, og vi er ganske stolte af, hvad der er udrettet i de sidste 3-4 år.
Ældreplejen er en af de vigtigste hjørnesten i vores velfærdssamfund, og det har været et af Din Stemmes hjertebørn lige siden vi blev stiftet.
Ældreplejen skal sikre, at vores ældste borger får den omsorgsstøtte, de har behov for i deres livs sidste fase. I takt med, at befolkningen bliver ældre og flere lider af demens, stilles der nye og større krav til, hvordan vi organiserer plejen.
Det er derfor nødvendigt, at vi fortsat retter særlig opmærksomhed mod demensvenlighed, uddannelse og støtte til vores borgere, som lever med demens og deres pårørende.
I denne valgperiode er der prioriteret flere ressourcer til støtte i eget hjem og dagtilbud, og det vil fastholde i næste periode.
I Din Stemmes formandsperiode er der implementeret et forsøg med musik på plejecentrene, dels som underholdning, men også som et værktøj i den daglige pleje. Vi vil arbejde for, at indsatsen permanentgøres.
Derudover er indsatsen også styrket med yderligere en demenskonsulent samt den prisvinderne indsats med demensfacilitatorer, som i det daglige sparer med personale for at sikre trivsel for vores borgere, som er hårdest ramt af demens og for at højne fagligheden blandt personalet.
Din Stemme mener fortsat, at det er essentielt, at vi investerer i plejepersonales kompetencer med løbende opkvalificering. Hjemmeplejen er i Din Stemmes formandsperiode blevet omorganiseret, så der er mindre teams, hvilket betyder færre forskellige medarbejdere i borgernes hjem. Det vil vi følge helt til dørs.
Der er besluttet en plejeboligstrategi, der dels skal sikre tidssvarende demensvenlige boliger, højne fagligheden blandt medarbejderne og muliggør velfærdsteknologi til både beboere, personale og pårørende tryghed og sikkerhed.
Din Stemme har ligeledes sikret en opgradering af den lindrende pleje blandt uhelbredelige syge, hvilket vi fortsat vil have et stort fokus på.
Deltag i beslutningsprocessen i Lolland Kommune